Sharifo Mohamed kom til Danmark, da hun var 19 år. Hun blev familiesammenført med sin far, der var flygtet fra borgerkrigen i Somalia nogle år forinden. Hun efterlod en datter i Somalia, som senere kom til Danmark.
Nu er der gået 11 år i Danmark. Sharifo har i mellemtiden fået 5 børn, så hun ialt har 6. Men i de 11 år har hun aldrig haft et arbejde i Danmark. Det skriver dr.dk, som har beskrevet livet for tre af de mange indvandrerkvinder, der lever på kontanthjælp i Danmark.
Livet i Danmark
Sharifo Mohamed bor i et rækkehus i Brønshøj. Hun har en bil, som hendes far, der er buschauffør, har foræret hende. De seks børn går i skole og dagindstitution. Og hun går selv på beskæftigelsesprojekt for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
Kvinderne er erklæret aktivitetsparate. Tre gange om ugen skal de møde op på et lokalt center. Lige nu pakker de poser med rent grej til narkomaner. Hvis hun kommer for sent eller bliver væk, så bliver hun trukket i kontanthjælpen.
Men hun skal tilsyneladende også kun være der i fire timer fra klokken 9 til 13.
Hvorfor har du aldrig været i arbejde, spørger journalisten fra DR:
“Fordi jeg altid har været gravid, været på barsel, været gravid, været på barsel, igen og igen og igen”, svarer Sharifo Mohamed.
Hun troede, at hendes liv skulle være sådan. Det er den måde kvinderne i Somalia lever. De får i gennemsnit 7 børn.
Sådan er det også med flere andre i Danmark. Halima, en anden af kvinderne på beskæftigelsesprojektet, har for eksempel 12 børn.
Sharifo Mohamed har sine børn med tre forskellige somaliske mænd. I dag bor hun alene med sine seks børn.
Vil ikke røre ved svinekød og alkohol
Sharifo Mohamed siger, hun gerne vil arbejde. Men hun skal også stå klar med varm nylavet mad, når børnene kommer hjem fra skole og institutioner. Sådan gør en god mor i Somalia.
Og i 11 år er hun og hendes børn altså blevet forsørget af det danske samfund.
På beskæftigelsesprojektet fortæller en konsulent hende, at Kvickly mangler arbejdskraft. Men der vil hun ikke arbejde.
“Min religion siger, at kvinder ikke må røre ved svinekød og ved alkohol”, siger hun. (dr.dk)
Det står ikke helt klart, hvordan hun skulle komme til at røre ved alkohol og svinekød. Det han vel højst blive emballagen, hun røre ved.
Men Sharifo Mohamed har andre ønsker. Hun vil gerne være jordemoder. Men det er svært.
“Ja, jordemoder er ikke så nemt. Så jeg vil gerne blive SOSU-assistent og arbejde på et plejehjem”, siger hun til journalisten fra DR.
Nu har hun besluttet, at hun vil begynde på Københavns voksenuddannelsescenter efter sommerferien.
Et vanvittigt system bliver udstillet
Sharifo Mohameds tilfælde understreger, hvor vanvittigt vores system for familiesammenføringer er.
Dette system gør det meget let at udnytte det danske samfund, og det koster os enorme summer.
Hvordan kunne Sharifo Mohamed blive familiesammenført, når hun var fyldt 19 år og mor til et barn? Hun havde da sit eget liv i Somalia.
I Danmark har samfundet så forsørget hende med kontanthjælp og børnepenge i 11 år. Hun har aldrig haft noget arbejde. Men hun lever tilsyneladende godt for de danske skatteyderes penge (og faderens hjælp): hus, bil og velfærdsgoder.
En del danskere kunne sikkert godt misunde hendes forhold. Samtidig kan de konstatere, at hun reelt ikke har ydet noget til gengæld.
Til grin for egne penge
Det er ikke overraskende, hvis danskere føler sig til grin for deres egne penge.
Sharifo taler, som om hun selv kan bestemme hvilken uddannelse, hun vil have, og hvornår hun vil i arbejde.
Og det er måske også realiteten. Man hører i hvert fald ikke om mange krav til hende. Hun skal godt nok gå i et beskæftigelsesprojekt. Men det er åbenbart kun 4 timer om dagen i 3 dage om ugen.
Og da hun afviser tanken om at arbejde i Kvickly, fordi hun ikke må “røre ved” svinekød og spiritus, sker der øjensynligt heller ikke noget.
Vores system er indrettet sådan, at det er ualmindelig let for familiesammenførte at slippe for at bidrage til samfundet og ualmindelig let at indkassere ydelser fra samfundet.
Der er mange som Sharifo Mohamed
Sharifo Mohamed er ikke den eneste.
Over halvdelen af ikke-vestlige indvandrerkvinder (56 procent) står uden for arbejdsmarkedet.
